Cover.jpg

Tre bæredygtige opskrifter

I anledning af international veganerdag er her tre bæredygtige og lækre veganske opskrifter. Enjoy!

Bønnevafler

Til cirka 4-5 vafler (nok til 3-4 personer, hvis der er et par børn)

bønnevafler.jpg

  • 240 g kogte sorte bønner (dem fra dåse kan bruges)
  • 3-4 spsk finthakkede friske rosmarin og salvie
  • 3/4 dl mandelmælk
  • 7 spsk pisket kikærtevand (har du ikke det kan du erstatte det med 2,5 spsk kværnet hørfrø, brug en ren kaffekværn, pisk op med 6,5 spsk vand)
  • 50 g græskarkernemel (kan erstattes af quinoamel)
  • 75 g fint majsmel (eller quinoamel)
  • 1/2 tsk bagepulver
  • salt og friskkværnet peber
  • til stegning: olivenolie

De sorte bønner skal udblødes natten over og koges til de er møre (cirka 2 timer). Kan med fordel koges med en hel tørret chili, hvis du har en. Du kan dog også sagtens bruge sorte bønner fra dåse og opskriften her passer til mængden i en dåse.

Bønnerne (afkølede) drænes for væske og moses til en fin og rimelig ensartet masse i en skål. Du kan bruge et kartoffelmoserjern eller et piskeris. Tilsæt mandelmælken og det piskede kikærtevand (eller hørfrømassen). Tilsæt krydderurterne. Bland bagepulver, al melet samt salt og peber og rør det i.

Varm vaffeljernet op og spar ikke på olivenolien, når du bager vaflerne. Dejen er så tyk at dejen trykkes ud når du lukker vaffeljernet – der skal knap en dl dej til hver vaffel. Vaflerne er færdige når de er mørkt gyldne. Spis dem straks.

De mætter godt og kan udgøre et helt måltid hvis de serveres med fx babaganoush og friske figner stegt med lidt ahornsirup. Eller serveres med hummus og en salat af fintskåret agurk og tomat med persille og en citrondressing.

Info: kikærtevandet/hørfrømassen bruges som bindemiddel i stedet for æg.

 

Saschas lakridskugler

saschas-lakridskugler.jpg

  • 200 g tørrede dadler uden sten
  • 50 g tørrede abrikoser
  • 65 g mandler
  • 15-20 g lakridspulver (der er meget stor forskel på smag og styrke alt efter mærke)
  • 1,5 tsk fint himalayasalt
  • 1/2 tsk friskkværnet sort peber
  • 1 spsk vand

Det hele puttes i en foodprocessor og blendes ved høj hastighed. Hvis du er lidt i tvivl om styrken på din foodprocessor kan du evt. først kværne mandlerne inden du tilsætter resten. Først vil det hele være findelt, men massen er ikke færdig, før det begynder at samle sig som en klump og det begynder at blive olieret at se på.

Herefter trilles det til kugler på cirka 2 cm i diameter. De lægges på en tallerken og stilles på køl 1-2 timer. Herefter kan man drysse dem med lidt yderligere lakridspulver gennem en sigte, hvis man har lyst. Hvis du ikke har guffet dem alle endnu, så læg dem i en lufttæt beholder og opbevar dem køligt.

 

Pasta alla Norma

Den klassiske, billige og enkle ret fra Sicilien. Nok til 3-4 personer, server gerne med salat til.

pasta-alla-norma.jpg

  • 2 store auberginer (eller 3 små)
  • 3 fed hvidløg
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1 tsk chiliflager (kan udelades)
  • 1 spsk rød balsamico
  • Frisk basilikum (10-14 stilke)
  • salt og peber
  • 400 g tørret pasta
  • Olivenolie
  • 50 g vegansk parmasan

Skær auberginerne i tern på cirka 2x2 cm og læg dem i et dørslag i køkkenvasken, drys dem godt med salt, læg en dyb tallerken ovenpå og læg dåsen med tomater ovenpå for at give det lidt vægt. De skal dryppe af i cirka 1/2 time.

Imens pilles bladene af basilikumplanten og stænglerne hakkes fint (de skal bruges hver for sig, så bland dem ikke sammen). Hvidløg pilles og snittes i tynde, fine strimler.

Rens og tør auberginerne med køkkenrulle. Put dem i en skål og vend den med oregano, chili, 1 spsk olivenolie samt lidt salt og peber.

I en stor pande opvarmes godt med olivenolie og auberginerne steges i et enkelt lag til de er gyldne og bløde. Du er nødt til at gøre dette ad flere omgange, da ikke alle auberginer kan være i panden samtidig. Læg de stegte auberginer på en tallerken imens. Når alle auberginer er stegt kommes lidt ny olie på panden og basilikumstænglerne og hvidløget svitses i et par minutter. Auberginerne hældes tilbage i panden, de flåede tomater og balsamico tilsættes. Bruger du hele flåede tomater skal du mose dem åbne fx med bagsiden af en ske. Lad nu retten simre ved lav varme i cirka 20 min – den har fået nok, når den er tyknet og glinser.

Imens koges pastaen. Gem 2-3 dl af kogevandet fra pastaen, som tilsættes saucen.

Til sidst hældes halvdelen af den revne ost og halvdelen af de iturevne basilikumblade i saucen, og pasta og sauce vendes sammen. Pynt med de sidste basilikumblade og resten af den revne ost.