HELE DANMARKS HOVEDSTAD

Alternativet forstår, at det forpligter at være landets hovedstad. Vi har ansvar for mere end blot at hyppe byens egne snævre interesser. Vi har ansvar for et lederskab i både vores region – og for hele landet. Vi må vise vejen for en konsekvent grøn omstilling, der også styrker den sociale retfærdighed og borgernes medejerskab. 

Vi har nu været med i fire år på byens rådhus. Vi er blevet klogere på både os selv og spillet om magten. Vi ser et tvingende behov for, at vi får ændret spillets regler og den kultur, der hersker på Rådhuset og i kommunens forvaltninger. Ser du også et behov for politiske mangfoldighed og et alternativ til mere af det samme, så giv os din stemme til fire år mere. 
Ideologiernes tid er nemlig forbi. Vi har brug for en mangfoldighed af idéer og tanker for at blive et bæredygtigt samfund. Alternativet kæmper for den saglige dialog, hvor videnskab og alle slags borgeres erfaring bliver hørt og får betydning. Byen er nemlig et socialt øko-system, der trives når alle arter af borgere kan spille sammen. Mangfoldighed er nøglen til bæredygtighed. 

5 temaer frem imod kommunalvalget

Vores fem overordnede temaer for de næste fire års arbejde på Københavns Rådhus  er: 

DEMOKRATIETS HOVEDSTAD 

Konkurrencedemokratiet undergraver det ægte folkestyre. Spin og partiernes kamp om magten splitter befolkningen i mindre og mindre ‘kunde-segmenter’, mens magten lukker sig om sig selv. Det er splitter samfundet og står i vejen for det bæredygtige samfund. Alternativet vil arbejde for den demokratiske mangfoldighed, hvor magten deles ud med flere demokratiske redskaber – styrkede lokaludvalg, borgerforslag, borgerting og folkeafstemninger – så demokratiet og borgernes magt styrkes. 

Læs vores konkrete mærkesager vedr. demokratiets hovedstad her.

 

KLIMAETS HOVEDSTAD 

Klimakrisen kræver, at vi handler NU – at ethvert initiativ og enhver investering fra nu af mest muligt reducerer CO2, fremmer bæredygtighed og naturens mangfoldighed. Det betyder, at vi skal gøre byen grønnere ved at bruge de løsninger og den teknologi, vi hurtigt kan få til at virke. Mega-projekter og Metro-gæld styrer mere og mere København. I stedet har vi behov for en mangfoldig byudvikling, der med omsorg kan vise hensyn til alle borgere og give et tempo, hvor vi i samspil med regionen kan være med til at indfri ambitionen om den grønne, bæredygtige hovedstad – klimaets hovedstad. 

Læs vores konkrete mærkesager vedr. klimaets hovedstad her.

 

KULTURENS HOVEDSTAD 

Vi kan ikke mere leve af rovdrift på naturen, men skal lære at leve med den mangfoldige natur. I stedet skal vi mere og mere leve af en mangfoldig kultur, hvor et levende vækstlag af kultur kan vokse til at blive økonomisk bæredygtige kulturvirksomheder. En hovedstad hvor det glade, festlige by- og natteliv forankres i et kulturliv med god plads i kvarterer uden alt for mange boliger. Derfor vil Alternativet ambitiøst prioritere og investere i kulturens vækstlag, så hovedstaden kan blive inspirator for et rigt kulturliv i hele landet. 

Læs vores konkrete mærkesager vedr. kulturens hovedstad her.

 

VELFÆRDENS HOVEDSTAD 

Det er ingen hemmelighed at kommunernes forvaltning af velfærden skranter gevaldigt. Især står det slemt til i København. Daginstitutioner lider under svigtende ledelse, Job- og handicapcentre svigter borgernes rettigheder, ældreplejen sidder fast i minutskemaer. København skal gå forrest med at udvikle system-velfærden til en mangfoldig velfærd, hvor fagligheden sættes fri, så borgerne og deres egentlige behov kan mødes – og så vores skattekroner går til ægte velfærd. 

Læs vores konkrete mærkesager vedr. velfærdens hovedstad her.

 

HVERDAGENS HOVEDSTAD 

Det vigtigste er hverdagens mangfoldige liv. Det liv begynder med vores hjem – boligen. Vi er klar til at tage alle midler i brug for at stoppe boligmarkedets svimlende prisstigninger. Der skal frikøbes og opkøbes, bygges og ombygges, så der er plads til rig og fattig, til mennesker og natur. Alle bydele skal have sin egen vedvarende byudvikling, hvor du og dine naboer løbende kan skabe bedre rammer for hverdagens liv – både byens fysiske og sociale rammer. 

Læs vores konkrete mærkesager vedr. hverdagens hovedstad her.

 

Vær med

Kan du genkende dig i det, så vær med til at udvikle vores politik og konkrete løsninger – meld dig ind, tal vores sag og giv os din stemme.